Nye indlæg

Kategorier

 

Brasiliens fodboldnederlag kan blive præsidentens nederlag!

Skrevet af Signe Ørom
11-07-2014 12:00
International kommentar i Information

Får Brasiliens præsident Dilma Rousseff fire år mere på posten? Måske, men sandsynligheden er mindre efter det sviende nederlag til Tyskland

Der var landesorg i Brasilien tirsdag aften – ingen tvivl om det – men i præsidentens kabinet må sorgen have ramt ekstra hårdt. For en brasiliansk sejr og dermed plads i finalen ville have haft stor indflydelse på den politiske situation og det kommende valg i oktober i Brasilien.

Men kan det grøn-gule holds nederlag komme til at betyde et nederlag for Dilma til præsidentvalget i oktober?

Opbakningen til den nuværende præsident Dilma Rousseff har været støt faldende de seneste år. Mens opbakningen var oppe på 50-70 procent af befolkningen det meste af 2012, styrtdykkede tallene ifølge det brasilianske analyseinstitut Ibope, til 34 procent i juli 2013. I juni i år nåede tallene helt ned på 31 procent.

De kritiske røster har bl.a. handlet om korruption og manglende evne til at lede landet, om en kunstigt begrænset inflation, som snart vil eksplodere, men der er ingen tvivl om, at de store investeringer af offentlige midler og overskredne budgetter i forbindelse med VM har været det helt centrale punkt for kritikken.

Åbenmundethed
Brasilien har længe været omtalt som ’O pais do futuro’, fremtidens land, en forestilling, der blev præget af Stefan Zweigs bog med denne titel fra 1941. Flere samfundsforskere og økonomer mener, at fremtiden er kommet med det brasilianske opsving. Men frustrationen fra det brasilianske folk går på, at de penge, der burde være investeret i især uddannelse og sundhed, som de fleste brasilianere ser som det grundlæggende skridt på vejen til et Brasilien som fremtidens land, er endt i stadioner rundt om i landet.

I et historisk perspektiv er tendensen til at kritisere magten intensiveret. At de kritiske røster tidligere har været mere tilbageholdende, er ikke så mærkeligt, hvis vi kaster et blik på historien. I årene op til militærdiktaturets faldt i 1985, blev grebet strammet om enhver opposition, og der blev i tiltagende grad anvendt tortur. Det kan Dilma, som selv var udsat for regimets metoder, tale med om.

Men den nye generation af brasilianere har ikke nogen erindring om, hvilke konsekvenser det kunne have at sige regeringen imod under militærregimet. De mange gadedemonstrationer i de seneste måneder er et stærkt udtryk for en tendensen til fornyet politisk åbenmundethed.

Fodbold som åndehul
Som sociokulturelt fænomen har fodbold, ligesom karnevallet, fungeret som en pause fra hverdagen. De to folkefester har været helligt område, et åndehul, hvor brasilianerne til perfektion evner at lægge virkelighedens små og store problemer fra sig, placere sig i nuet og nyde fællesskabsfølelsen og euforien, der følger med både fodbold og karneval.

Derfor var det også overraskende at opleve, at den nye engagerede politiske bevidsthed er sivet ind på dette hellige område, som fodbolden traditionelt set har repræsenteret. Dette kunne opleves under åbningen af VM, som det brasilianske publikum gjorde til et politisk statement.

På samme vis som vi oplevede publikum synge nationalsangen i kor i tirsdags i semifinalen, lød det samstemmigt fra publikum til åbningen »Ah ah Dilma – vai tomar no cu«, som uden omskrivninger kan oversættes »fuck dig Dilma.«

De forbedrede leveforhold, det økonomiske opsving har givet den brede del af befolkningen, betyder, at en bedøvelse fra virkeligheden i form af fodbold eller samba måske ikke i samme grad er nødvendig. Ingen tvivl om, at der er genereret et overskud til at forholde sig til andre, mere omfattende og samfundsrelaterede problematikker end brødet på bordet i morgen.

Men i takt med, at Brasilien vandt flere og flere kampe under VM, synes begejstringen alligevel at stige og kritikken mod Dilma at dale.

Sport og politik
Brasilien er etnisk og kulturelt en mangfoldig og modsigelsesfyldt nation, der gennem historien har stræbt efter at skabe en samlende identitet. Et centralt element i forsøgene på at udvikle den nationale identitet er fodbold.

Brasiliansk fodbold er forbundet med en spillestil, futebol-arte, fodboldkunst, der, som en slags spejl for den nationale mentalitet, adskiller landet fra andre lande.

Endvidere afspejler landsholdet det brasilianske folk – en etnisk smeltedigel. Foldbold og individuelle fodboldspillere har gennem tiden været genstand for både kult og politisk udnyttelse. Fra Getúlio Vargas (1930-45) og frem har brasilianske præsidenter offentligt vist støtte til både landsholdet og individuelle fodboldspillere for at opnå afsmitningens sympati og konstruere en sammenhæng mellem succesen på de store stadioner og deres embedsførelse. Naturligvis har Dilma gjort sit for at blive set og forbundet med brasiliansk fodbold under VM.

Nederlag kan smitte
En sejr til det brasilianske landshold ville i sig selv ikke have været en garanti for genvalget af Dilma i oktober, men euforien og fællesskabsfølelsen ville stor sandsynlighed have overvundet frustrationen og fået brasilianerne til at føle, at de såkaldte fejlinvesteringer måske alligevel havde været det hele værd, og det ville have ført Dilma på sejrskurs.
Men nu er det grøn-gule hold afskåret fra finalen efter det sviende nederlag til Tyskland, og spørgsmålet er, hvilke konsekvenser det har for valget i oktober?

Under VM var der for en stund blevet skruet ned for kritikken til fordel for dyrkelsen af fællesskabsfølelsen og nuet. Nu er åndehullet lukket, og fokus er igen vendt mod Dilmas regering.

Fodbold er stadig det, man taler om på de sociale medier, men fokus drejes tilbage på Dilmas fejlinvesteringer. Som min brasilianske ven Fabio skrev onsdag morgen på facebook: »og det værste af det hele er, at Tyskland oven i købet også bygger skoler og hospitaler.«

Får Dilma fire år mere? Måske, men sandsynligheden for det er uden tvivl mindre, end hvis Brasilien var blevet verdensmester.

Signe Ørom er indehaver af Brasilienkonsulenten.dk. Hun har boet i Brasilien i en årrække og har en ph.d. fra Københavns Universitet i portugisisk sprog og kultur. Hun arbejder til daglig som kulturtræner i danske virksomheder, der vil forbedre kommunikationen og samarbejdet med medarbejdere og partnere i Brasilien og resten af Latinamerika.

Kategori: Brasilien
 
BrasilienKonsulenten v. Signe Ørom | Veksøvej 173, 2700 Brønshøj - Danmark | Tlf.: +45 27346999 | signe@brasilienkonsulenten.dk